Økonomidirektør – Petersen Tegl A/S
Petersen Tegl er en traditionsrig dansk virksomhed med en enestående historie og et stærkt navn i både Danmark og udlandet. Siden 1791 har virksomheden forenet godt håndværk med en særlig forståelse for form, funktion og kvalitet. I dag beskæftiger Petersen Tegl omkring 160 medarbejdere, og virksomhedens produkter anvendes i byggerier over hele verden. Se meget mere på www.petersen-tegl.dk
Virksomheden står på et solidt økonomisk fundament og har bevaret sit særpræg som familieejet teglværk med stolte traditioner. Samtidig er Petersen Tegl på vej ind i en ny fase, hvor struktur, processer og teknologi skal udvikles, så virksomheden kan fastholde sin position som førende producent i et marked, der stiller stigende krav til bæredygtighed, dokumentation og effektivitet.
Du får, som kommende økonomidirektør, en central rolle i denne udvikling. Med direkte reference til den administrerende direktør bliver du en nær sparringspartner i virksomhedens ledelse og får ansvaret for hele det økonomiske område – fra den daglige drift og rapportering til udvikling af nye systemer og styringsværktøjer. Du bliver en nøgleperson i arbejdet med at skabe overblik og fremdrift, samt at udvikle den økonomiske organisation, der både rummer stærke faglige traditioner og viljen til fornyelse.
Opgaverne spænder bredt og omfatter både den løbende økonomistyring, budgettering, perioderapportering samt indregning af datterselskaber i udlandet. Du får det overordnede ansvar for økonomifunktionen samt for virksomhedens IT- og HR-områder. Samarbejdet med produktion og salg er tæt, og rollen indebærer stor indsigt i kalkulationer, analyser og likviditetsstyring. Stillingen rummer både strategiske og operationelle dimensioner og forudsætter således en person, der med naturlig autoritet kan bevæge sig mellem overblik og detalje.
Den rette kandidat har en solid økonomisk uddannelse og flere års erfaring fra en produktionsvirksomhed med internationale aktiviteter. Dit nuværende virke vil typisk være økonomidirektør eller CFO, og du har stabile og længerevarende ansættelser bag dig, hvor du er vant til at lede en økonomifunktion med bredt ansvar. Du er analytisk, struktureret og præcis i din formidling, og du formår at omsætte komplekse sammenhænge til klare beslutningsgrundlag. Du har et sikkert greb om systemer og processer, herunder gerne erfaring med Navision.
Som person er du rolig og troværdig, med en naturlig integritet og evne til at skabe tillid omkring dig. Du arbejder vedholdende, holder retningen og sikrer, at opgaverne bliver løst til tiden og i den rette kvalitet. Du forstår betydningen af balance mellem tradition og fornyelse – og du motiveres af at bidrage til en virksomhed, hvor håndværk, kvalitet og lederskab går hånd i hånd.
Arbejdsstedet er virksomhedens hovedkontor og produktion i Nybøl Nor ved Broager. Du behersker dansk og engelsk på højt niveau og bor, eller kan tage bopæl, inden for rimelig køreafstand til virksomheden.
Yderligere information om stillingen kan indhentes hos C-Level Consulting ApS, Torben Fox Maule på 2517 1127. Ansøgning og CV sendes via dette link: Økonomidirektør – Petersen Tegl A/S
